SoS Invitational

Man fristes til at tro det; kragerne er snygga, solen står højt, og man nyder udsigten over det danske kongerige mod vest på en anden måde.

10 dedikerede PGA’er var mødt op den 1. uge af august til et brag af en dag på Falsterbos dejlige linksanlæg. Og hvad angår linksoplevelsen, var der fuld valuta for pengene. Stiv pelikan fra øst, afbrændte fairways og stenhårde greens. Det eneste, der manglede, var fish’n’chips og en tandløs dame, men der leverer vores svenske naboer en solid pytt i panna med dertilhørende Pripps Blå.

Linksgolf er ikke for alle. Det kræver ofte mere tanke end muskel, det kræver stabilitet, og det kræver en dødlignende koncentration over de korte, men ofte svære, putts. Vinden er ofte en faktor og ofte diskvalificerende for stort hår (med undtagelse af Maddies beton-Playmobil-hat), af hvilken årsag foreningens youngster, T. Bomhof, var et naturligt bud. Tidligere cykelsmed, nu arvtager af titlen som foreningens modeboss (sorry MG), U. Jonsen, havde valgt at svinge de få tilbageværende lokker i takt med resten af Bjerringbros jetset, der præcis i denne uge har revet pløkkerne op af Heden og flexer under CPH Fashion Week. Åbenbart et ubetaleligt netværk, man kan skaffe sig dér. Lidt i samme kategori som da foreningens broker-fyrste, N. Kostakinsky, desværre måtte melde fra til en turnering pga. en akut lunch med Brian Mikkelsen (“det hele falder fra hinanden ellers”).

Men solen skinnede, og alle (inkl. showgolferen Linde) startede med drøn ned i midten af fairway. Bortset lige akkurat fra Tucksen, som var lidt uheldig med nogle snit mod højre. Til gengæld eksekverede han flot på både par 3-hullerne OG med mirakuløse bunkerslag, som havde gjort Seve stolt. Og med en fuldt fortjent 4.-plads og 1 closest som resultat af dagen.

Der er sket en forandring med Mads Haupt Toft (tidligere Nielsen). Han har altid været højrøstet, men efter at han faktisk er begyndt at levere resultater på touren, er Brutalis-tilstedeværelsen blevet mixet med en snært af Mourinho’sk “The Chosen One” (som vist nok er “The Special One”, men det er inden for kunstnerisk frihed). Sådan lidt kæk, men på en måde, hvor man ikke helt kan lade være med at blive irriteret over det, fordi han faktisk har OoM-trofæet liggende ved siden af Krisser (og 3-4 dværghunde) i sengen i Gentofte. Mere Mourinho, mindre Mark Strudal. Forni hjalp dog ikke Toft på Falsterbo, og selv en flot bagni i 8 over par kunne ikke hæve resultatet til mere end en 5.-plads.

På 3.-pladsen lagde Simone sit kort i bunken: en solid 75’er netto og et resultat, der hjælper ham forbi Ulle på OoM og op på en samlet 4.-plads.

Så var scenen ligesom sat til, hvad nogle ville fortolke som begyndelsen på noget voldsomt. Den lille mand fra Vedbæk, selvudråbt kæmpetalent, mod den detroniserede modeboss med det voldsomt individuelle sving. Et opgør med et hierarki, hvor Ohl jævnligt har hånet MG som Harrington, den evige toer (ej at forveksle med tourens slowmotion-mand, Maddie, der bør navngives efter B. Langer: The Human Rain Delay).

Det kan minde om, da Scheffler skubbede Rory af pinden; ingen forstår helt, hvordan det er muligt, men alle kan se, at det sker. MG er blevet tourens bedste spiller med et niveau pt., som vel kun er set en sæson eller to før. Så selvom den lille mand med den vigende hårgrænse kæmpede alt, hvad han havde lært, måtte han se sig slået både brutto og netto af MG. Det er ret imponerende, hvordan Mike manøvrerer den rundt i så svært et setup: 75’er og 72 netto mod Ohls 79 og 74 netto.

Stort tillykke til MG med endnu en god golfrunde (nr. 107 i år) og et solidt forspring på OoM, der allerede nu ser svært ud at hente. Men mon ikke de små hunde gør lidt endnu for at skræmme ham.