Casa Calella Cup 2026

Årets sidste runde inden Ryder Cup-holdet skal sættes, blev spillet på Mølleåens Golfklub.

Banen var for nogen en positiv overraskelse; gode greens og et ganske hæderligt layout. For andre, not so much. Værdien i at få ny græs under fødderne, skal man ikke underkende, men om PGA Tour 99 behøver prøve det igen lige foreløbig, lader vi stå åbent.

Dagens ubetinget største oplevelse kom allerede på 5. hul.

Simone havde slået et næsten perfekt indspil, som desværre fandt vandhazarden lige ved green. Bolden kunne ses og skulle naturligvis fiskes op. Det viste sig hurtigt, at bunden af hazarden var konstrueret efter nogenlunde samme princip som en meget glat vandrutsjebane.

Få sekunder senere stod Simone plantet solidt i søen med vand til navlen. (ala Toldo på 2 på Tylösand, men i bedre humør, dog)

Momentet blev heldigvis foreviget, og resten af bolden blev hurtigt enige om, at det ville være helt perfekt, hvis Simone vandt turneringen, så billedet kunne bruges som officielt sejrsfoto. Han vandt ikke men redaktionen har alligevel valgt at bruge billedet.

Længe lignede det faktisk, at Simons mission skulle lykkedes.

Simone blandede sig helt fremme hele dagen og havde stadig føringen omkring 16. hul. Her fandt han dog vand igen, og med lidt efterfølgende uheld stod det klart, at heller ikke Simone for alvor ønskede at vinde denne dag.

Det gjorde Thuen-Fisken til gengæld et seriøst forsøg på.

Han var med helt fremme gennem de første 14 huller, indtil han på ét og samme hul lykkedes med at miste to bolde, hvorefter Thuen-fisken der ellers havde spillet så dejligt afslappet, begyndte at gå en smule op i limningen.

Thuen holdt dog imponerende sammen på resterne og sluttede på en meget flot 3. plads. Det er efterhånden længe siden, Fisken har svømmet helt fremme i feltet, og uden det famøse ene hul havde den første sejr i cirka 25 år været inden for rækkevidde. "Hvis bare liiiige..."

Dessau fulgte nogenlunde samme drejebog.

Han lå godt til gennem store dele af dagen, inden han på 10. hul leverede rundens statistiske særnummer. Et relativt uskyldigt par 4-dogleg venstre udviklede sig til en episode af Overlevelse i Vildmarken, og da støvet havde lagt sig, kunne De'so notere en 14'er. Tak for kaffe. Dermed var endnu en potentiel vinder ude af ligningen.

Og når nu størstedelen af feltet tilsyneladende havde besluttet sig for ikke at vinde, måtte nogen jo gøre det.

Mike gjorde ikke meget væsen af sig (meget atypisk for hans art; "tidligere kludehandlere"), men fik stille og roligt samlet en solid runde sammen. 12 over banens par (brutto) er måske ikke voldsomt imponerende for en mand, der efterhånden er blevet vant til scorekort i 60'erne (brutto), men i et felt hvor flere konkurrenter havde travlt med at destruere deres egne vinderchancer, var det rigeligt til 2. pladsen.

Dagens vinder således Mads Toft (tidligere Nielsen).

Med 5 over handicap distancerede han Mike med fem slag og tog dermed sin anden sejr i sæsonen.

Det var samtidig PGA-sejr nummer 11. Og med ni af dem hentet inden for de seneste fire år har Toft efterhånden manifesteret sig som en af tourens mest stabile spillere.

Om det skyldes godt spil, et venligt handicap eller simpelthen modstandernes manglende lyst til at vinde, må historikerne afgøre.

En ting synes dog sikker. Ryder Cup-kaptajn Patrick Lundgren får svært ved at komme uden om ham.

Padde sidder i skrivende stund bøjet over data, statistik, mavefornemmelse og diverse gamle regneark. Allerede i denne uge ventes den endelige trup offentliggjort.

Om 2 uger går det løs mod MPGA på Kokkedal.